Bornholm på Cykel

Bornholm er bare bedst på Cykel
– her kan du finde inspiration til turen langs kysten

Cyklerne står og venter tæt ved tæt på færgeterminalen ved Bornholms Cykeludlejning, lige bag Bornholm Velkomstcenter, hvor man også efterlader sin tunge bagage. I løbet af blot en halv time er man på vej ud langs kysten og i retning mod Hasle, hvor et stop på Røgeriet eller ved cafeen på havnen er oplagt, før turen går videre ad cykelstien mod Helligpeder og det berømte ”slæbested” Gines Minde og Jons Kapel. Nu går turen via Vang, over Hammershus og til det første stop i Sandvig eller Allinge. En meget afvekslende tur på ca. 25-28 kilometer med masser af gode oplevelser undervejs, eksempelvis de gamle stenbrud og Pieren i Vang. Det er fornuftigt med to overnatninger i Allinge og Sandvig. Området byder på så meget at se på og man kan let bruge en hel dag på at cykle rundt i området og udforske Hammerhus, Hammerhavn, Vang, Olsker rundkirke eller finde Ole Christensens skulpturpark i Olsker.

Turen går nu langs kysten imod Gudhjem og videre herfra via Melsted og Listed til Svaneke, eller skulle man vælge en afstikker ind i landet til Østerlars Rundkirke og Brændegårdshaven ”Joboland”. Har man planlagt l mindst 5-6 overnatninger så er det oplagt at overnatte både i dejlige Gudhjem og efterfølgende i Bornholm smukkeste by Svaneke. Overalt på turen er der rig mulighed for at gøre holdt og få sig en dukkert i Østersøen, og der er mange kiosker, cafeer, restauranter og butikker med kunsthåndværk undervejs.

Med Svaneke stopper det meget varierede og til tider bakkede landskab. Nu går det sydover og landskabet er mere fladt. Balka Strand og Dueodde netop meget populære badesteder i de varme sommermåneder og vi anbefaler mindst en overnatning her. Det er både turister og Bornholmere som søger til de strande, og på de rigtige varme sommerdage er der liv og strandfester til den lyse morgen.

Den sidste strækning på omkring 33 kilometer tilbage til Rønne er forholdsvis fladt terræn. Her skal man ikke slås med bakkerne og det er oplagt at smutte forbi et af de små fiskerlejer Østersømark eller Arnager, hvor man kan nyde en røget sild eller en forfriskning.

For at undgå stress på hjemrejsedagen er det klogt med en sidste overnatning i Rønne. Så har man god tid til at aflevere cykler inden klokke 10, og trille bagagen hen til færgeterminalen. Man kan jo også vælge en senere afgang og i stedet nyde dagen i Rønne med en sidste Krøllebølle softice på torvet.

Færdigpakkede cykelferie er med det hele, overnatning færge, cykelleje, cykelguidebog med kort og rutebeskrivelser og bagagetransport.

.